Født: 1696 i nærheden af Napoli
Død: 1787
Kanoniseret: 1839
Festdag: 01. august

Alfonso var en lovende ung advokat, som i 1723, efter at have tabt en vigtig sag, opgav juraen for at blive præst. Han arbejdede som missionær i Napoli og omegn og blev en kendt prædikant. I 1732 samlede han i Scala en gruppe missionærer med særligt henblik på mission i landdistrikterne. Dette var starten på den præstekongregation, der er kendt som Redemptoristerne. Allerede i dens første tid var den dog hæmmet af indre stridigheder. I 1748 offentliggjorde Liguori den første udgave af sine moralteologiske arbejder, der senere blev så berømte, at hans andre værker kom til at stå lidt i skyggen af dem. Han fortsatte dog livet igennem med at skrive.

I 1762 blev han udnævnt til biskop af Sant’ Agata dei Goti, et lille, men vanskeligt bispedømme. I sit pastorale arbejde lagde han særlig vægt på nøgtern og sober prædikekunst, en værdig fejring af messen og på en fast håndtering af uforbederlige lovovertrædere. I de sidste tyve år af sit lange liv plagedes han dels af et dårligt helbred, der påførte ham en permanent deformitet, og dels af angreb på sin undervisning og af uro i redemptorist-kongregationen. I 1775 fik han lov til at trække sig tilbage fra sit bispeembede, kun for at blive udsat for en ny og værre krise. Ved et uheldigt samspil med politiske interesser blev Alfonso narret til at underskrive et dokument, der medførte, at kongregationen blev splittet i to dele. Han blev udelukket af det selskab, han selv havde stiftet, og levede ikke længe nok til at se det genforenet. Igennem 18 måneder blev han hjemsøgt af voldsomme åndelige prøvelser og fristelser. Han blev dog i stand til at overvinde dem og døde fredeligt tilbagetrukket i Nocera dei Pagani.

Skt. Alfonso påstod engang, at han aldrig havde holdt en prædiken, som ikke selv den mest enfoldige gamle kone kunne forstå. Hans moralteologiske system er på den anden side præget af stor finhed, og han udsatte sig for anklager for slaphed i sin morallære. I virkeligheden modarbejdede han jansenismens strenghed og søgte at vinde syndere tilbage ved tålmod og mådehold snarere end at støde dem fra sig med strenghed og frygt. Hans talrige opbyggelige skrifter, der blev oversat til mange sprog, er både farverige og “blomstrende” i deres sprog og fik stor indflydelse. Nogle af dem er stadig kendt og elsket.